Uddannelsen



Sådan bliver du lægesekretær på et sygehus

Start med at søge på sygehusenes hjemmeside.
Der bliver cirka to gange årligt slået elevstillinger op, ellers kan man søge på de almindelige jobsider som Jobindex m.m.
Uddannelsesstart er normalt i januar/februar eller august/september.

Sørg for, at du har samlet alle dine eksamenspapirer, karakterblade, udtalelser m.m., så de er klar til at blive sendt med din ansøgning, evt. sammen med et vellignende billede af dig selv.

Du skal være fyldt 18 år, være udadvendt, serviceminded og kunne blindskrift/10-fingersystemet.

• Have en af følgende uddannelser:

      - HHX, HG 2-årig, HGV 1-årig.
      - Almindelig studentereksamen, HTX, eller HF suppleret med 12-18 ugers      
        HGS-forløb.
      - Kontoruddannelse med godkendt lærerbrev.

• Det er en meget stor fordel samt et krav nogle steder at have taget et diagnoselatinkursus inden uddannelsesstart.

Som lægesekretær skal du være dygtig til og glad for dansk retstavning, sprog og tal, latin, blindskrift og IT. Derudover skal du være god til at kommunikere både mundtligt og skriftligt.

Selve uddannelsen veksler mellem skole og praktik. Der startes med et kort introforløb og derefter starter du på en afdeling på sygehuset. Man er i praktik på fem forskellige afdelinger under uddannelsens forløb.

På de forskellige afdelinger lærer du journalskrivning, kommunikation, korrespondance, administration og sagsbehandling. Du vil også blive fortrolig med sygehusets IT-systemer samt være med til at sikre service og kvalitet i patientforløbene.
Arbejdet som lægesekretær er afvekslende, det er meget forskelligt, hvilke opgaver den enkelte lægesekretær varetager. Det afhænger både af hvilken afdeling og speciale du er ansat i.
På skolen modtager du undervisning i de lægefaglige fag, som anatomi, fysiologi, patologi, medicinsk og latinsk terminologi. Du vil også arbejde med offentlig administration og lovgivning samt IT.

I løbet af de to år uddannelse varer er du på skoleophold på en handelsskole i sammenlagt op til 19 uger fordelt på ophold á 4-5 uger.

Uddannelsen afsluttes med en fagprøve, som forsvares ved en mundtlig eksamen.

Du kan læse mere om uddannelsen her:

www.dl-hk.dk
www.ug.dk

2 kommentarer:

  1. Hej,
    Jeg har et spørgsmål til ansøgningsforløbet på Roskilde/Køge. Man bliver først indkaldt til samtale. Derefter hvad så? får man så svar om man er inde eller ude eller skal man til test først eller?
    Hilsen Kamilla

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Kamilla

      Mener, at det er sådan, at man får svar efter samtalen om man har fået elevplads og, at der først under intruduktionsforløbet er staveprøve.

      Pøj pøj med udannelsen.

      Sandie :)

      Slet