tirsdag den 26. februar 2013

Roskilde og Køge Sygehus søger elever

Roskilde og Køge Sygehus søger lige nu lægesekretærelev. Se mere på www.regionsjaelland.dk.

Ansøgningsfristen er 11. marts 2013.

Vi håber at du er en af vores fremtidige kollegaer!

fredag den 8. februar 2013

Flyvefærdigt Regionshold

Onsdag d. 23. januar 2013 blev det første hold regionselever udlært som lægesekretærer.
Holdet blev med huj og hast ansat over årskiftet 2010/2011. Der var bevilget en pulje penge til at ansætte flere elever. 24. januar 2011 var det hele faldet på plads og 8 nye regionselever kunne starte.
Nu to år senere er de ”kommet ud på den anden side” og er klar til at stå på egne ben. Alle er så heldige at have fået job på de sygehuse, hvor de har været elever. En enkelt har dog søgt udenfor murene og er blevet ansat i psykiatrien.


Det hele blev fejret ved en hyggelig reception i kantinen på Roskilde Sygehus, hvor kollegaer venner og familie var mødt op for at fejre de nye lægesekretærer.
Uddannelsesleder Hanne Pyll og vicedirektør Teis Andersen holdt taler for de nye lægesekretærer. Hanne Pyll lagde vægt på vigtigheden i at gøre sig uundværlig og at tage nye opgaver til sig, at gå foran i udfordringerne omkring lægesekretærens hverdag i fremtiden.
Teis Andersen lagde i sin tale vægt på det vigtige i ikke at glemme ”mennesket i patienten”. At huske på, at ikke alt skal gå op i korrekt registrering og ydelser, men at huske at smile til patienten og yde omsorg. Det er i sidste ende det patienterne husker og det de snakker med naboen om over hækken.

Nu er de gamle elever så klar til at stå på egne ben i en ny og stadig spændende og udfordrende hverdag. Vi ønsker dem alle held og lykke på deres vej og glæder os over stadig at kunne møde de fleste på gangene rundt omkring på sygehusene.

Sandie